EM 2001 / 26
Bemærkninger til forslag til landstingsforordning om
ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger
Almindelige bemærkninger
På FM 2001 vedtog Landstinget Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger til ikrafttræden den 1. januar 2002.
Det er i denne landstingsforordning anført, at udgifterne til boligsikring ydes med 40% fra Landskassen og 60% fra kommunerne.
Ændringsforslag til ovennævnte landstingsforordning fremsættes som konsekvens af aftalen mellem Landsstyret og KANUKOKA om bloktilskud til kommunerne for 2002 og de følgende år.
Boligsikring til boligstøttehuse ydes i henhold til overgangsbestemmelserne i den nye forordning frem til udgangen af april 2002. Udgifterne til denne boligsikring vil for perioden 1. januar 2002 - 30. april 2002 i lighed med boligsikring i lejeboliger blive finansieret med 60% fra Hjemmestyret og 40% fra kommunerne.
I den gældende landstingsforordning om boligsikring er det om finansiering af udgifterne anført, at der ydes tilskud fra Landskassen. Landskassens tilskud er blevet fastsat i forbindelse med Finanslovsvedtagelsen, og den ændrede finansiering af boligsikring i boligstøttehuse for perioden 1. janaur til 30. april 2002 vil derfor følge af Finansloven.
Forslaget har været sendt til høring hos Økonomidirektoratet, der ikke havde bemærkninger til forslaget. På grund af forslagets rent tekniske og økonomiske karakter har forslaget ikke været sendt til høring hos andre instanser.
Administrative og økonomiske konsekvenser af forslaget
Forslaget har ingen administrative konsekvenser i sig selv.
Den samlede ændring af boligsikring i lejeboliger pr. 1. januar 2002 antages at have administrative konsekvenser på grund af, at et større antal personer bliver berettigede til boligsikring.
Kommunerne er blevet kompenseret for dette forventede merarbejde med kr. 300.000 i bloktilskuddet for 2002.
Forslaget betyder en besparelse for kommunerne på kr. 5 mio. årligt. Denne besparelse er indregnet i bloktilskuddet til kommunerne.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen fastslår at udgifterne til boligsikring i lejeboliger fordeles med 60% fra Landskassen og 40% fra kommunen.
Der foreslås et nyt stk. 2, der giver Landsstyret mulighed for at fastsætte regler om regnskabsaflæggelse og revision. Denne bestemmelse er indsat, fordi det fremover vil være Landskassen, der afholder den største del af udgiften til boligsikring.
Til § 2
Ændringen træder i kraft samtidig med ikrafttræden af Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger.